Vi skal have en idrætsefterskole i Odense

Vi har i Odense et meget rigt og spændende idrætsliv, som kommunen samarbejder med og understøtter. En af de ting som jeg dog alligevel synes, vi mangler i Odense er en idrætsefterskole.

Et spændende sted at placere en idrætsefterskole i Odense kan være i området ved Syddansk Universitet (SDU). Der er for nyligt blevet præsenteret nogle visionære planer og tanker omkring etablering af et såkaldt ”portalområde” i området lige nord for SDU. Idrætsefterskolen kunne i mine øjne være en spændende del af dette nye område. Der findes jo i området omkring SDU allerede mange faciliteter til idræt som f.eks. svømmehal, fodboldbaner, atletikstadion og en golfbane.

En interessant mulighed kunne jo være, at vi i Odense Kommune, i samarbejde med de partnere, der allerede er omkring portalprojektet, sørger for at stille den nødvendige jord til rådighed og interesserede kræfter kunne så skabe det nødvendige økonomiske fundament for at bygge og drive en ny idrætsefterskole i Odense.

Nogle af de gode argumenter som jeg synes, taler for etablering af en idrætsefterskole i Odense er:

· Odense vil kunne tiltrække en masse unge mennesker, der har noget på hjerte, og som samtidig er fagligt dygtige til idræt
· Odense bliver præsenteret som en spændende studieby for de elever, vi kan trække til idrætsefterskolen
· Odense eliteidrætsklubber og øvrige idrætsmiljøer vil kunne profitere af de mange nye talenter, der kommer til byen – mange af byens klubber oplever at deres unge talenter tager på efterskoler i andre dele af landet, og der opstår derfor ”huller” i talentfødekæden
· Odense vil få mulighed for at tilbyde attraktive lærer- og underviserjobs til kvalificerede personer med viden om og interesse for idræt. Dette kan måske endda ske i sammenhæng med trænerjobs i det lokale idrætsliv
· Odense vil få mulighed for at lave pædagogisk udviklingsarbejde mellem idrætsefterskolen og de forskellige videregående uddannelser i byen, f.eks. lærer- og sundhedsuddannelserne samt Institut for Idræt og Biomekanik på SDU

Det gælder bare om, at vi nu får samlet den rigtige kreds af ildsjæle i Odense, der – ligesom jeg – vil kunne se de spændende muligheder og perspektiver i etableringen af en idrætsefterskole i Odense.

I starten af oktober vedtog vi i Odense Byråd den første samlede idrætspolitik for Odense nogensinde. Vi har derfor nu i Odense et nyt og spændende grundlag for den fremtidige udvikling af byens idrætsliv. Politikken indeholder visioner og forslag til konkrete handlinger for både den brede idræt, eliteidrætten, idrætsevents samt understøttelse af borgernes generelle muligheder for øget motion og bevægelse i Odense. Idrætsefterskolen er et af disse nye forslag – så lad os komme i gang!

Facebook

 

Billeder

The Flickr API returned error code #95: SSL is required