Nye løsninger til det nye velfærdssamfund

I stedet for at læne os tilbage og vente på, at vi bliver indhentet af fremtiden, skal vi lægge os i selen for at udvikle nye måder at løse vores opgaver på og stille helt skarpt på vores forventninger til hinanden.

Demografiske udfordringer, stigende forventninger hos borgerne og et pres på økonomien vil i de kommende år tvinge både politikerene,embedsfolkene og borgerene til at diskutere, hvordan vores velfærdssamfund skal se ud om ti år - for hvis vi ikke tegner vores fremtid, tegner fremtiden os.

Den helt store udfordring er, at vi kommer til at mangle hænder. I Odense Kommune kan vi allerede nu kan se udfordringerne indenfor de kommende 5-10 år, hvor mange medarbejdere i f.eks. ældreplejen vil gå på pension. Beregninger fra OECD viser desuden, at op mod 75 % af en ungdomsårgang i 2025 skal tage en velfærdsuddannelse, som f.eks. sygeplejerske,pædagog eller socialrådgiver, hvis vi skal have lige så mange ansatte pr.barn, borger, patient som i dag. Det kommer næppe til at ske. Det betydermed andre ord, at vi i fremtiden simpelthen ikke har hænder nok til at løse opgaverne, på den måde vi gør det i dag.

På Ældre- og Handicapområdet i Odense Kommune er vi allerede godt i gang med at tage udfordringen op. Vi i Ældre- og Handicapudvalget i juni en ambitiøs plan for vores rolle i det nye velfærdssamfund. Vi vil nemlig være førende, når det gælder om at skabe nye løsninger til det nye velfærdssamfund. Og det med brugeren og borgeren i centrum.

I stedet for at holde fast i det vi plejer at gøre for borgere, der henvender med behov for hjælp, bliver vores fokus i fremtiden at se på, hvad der skal til for, at vi kan hjælpe den enkelte til et meningsfuldt liv med mindst mulighed afhængighed af hjælp fra kommunen. Fagfolk kalder den nye måde, vi vil møde og hjælpe den enkelte på for den rehabiliterende tankegang. Det handler om et tæt samarbejde mellem medarbejdere og borger og et tæt samarbejde og koordinering mellem medarbejdere på tværs af faggrænser og sektorer. Et samarbejde og en indsats, der tager udgangspunkt i den enkeltes egne ressourcer og mål for sin egen tilværelse.

Vi har i det offentlige i mange år haft fokus på, at der ikke må laves fejl. Men en 0-fejlkultur er også en kultur, der ikke formår at få de nye, gode idéer frem i lyset, - for hvad nu "hvis det går galt". Vi skal turde skabe en ny kultur, hvor målet er at gøre de rigtige ting mere end gøre tingene rigtigt. Fejl begås alle steder, men vi skal blive endnu bedre till at tale om dem og lære af dem. Det vil nemlig hjælpe os til at udvikle nye og bedre ydelser. Vi skal igen og igen prøvenye idéer af for at se, hvad der virker bedst. På ældre- og handicapområdet i Odense Kommune er vi fast besluttede på at skabe en organisation, der hele tiden skaber nyt og udvikler.

Innovationschef Annemette Digmann siger, i et interview i Servicestyrelsens blad ’Social Fokus’, at faglighed er den største barriere for innovation. Hun er inde på, at ingen bryder sig om, at nogen kommer og siger, at vi skal gøre noget på en anden måde, når vi selv mener,vi er gode til det. Det føles dybt provokerende og det er meget menneskeligt at have det sådan. Ikke desto mindre taler hun netop for at lade andre med en anden faglighed se på problemet, netop fordi fagligheden eller organisationen kan blokere for løsningen. Hun nævner et eksempel fra sygehusverdenen,hvor man havde problemer med at koordinere indsatsen omkring komplekse borgere. Her fik de en industriel designer til at se på udfordringerne og problemet blev omformuler: Patienterne var "bare" syge, de tvar organiseringen, der var kompleks.

Det er et godt eksempel på, at vi bliver fastlåste i vores rutiner og vaner, når vi har haft dem i et stykke tid. Den fastlåsthed skal vi være på vagt overfor, når vi vil udvikle os selv og systemet. Og som kommune skal vi være klar over den udfordring og hele tiden bevare fokus på, hvordan vi behandler borgeren bedst muligt.

Facebook

 

Billeder

The Flickr API returned error code #95: SSL is required