Tale til opstillingsmøde

Frihed - Frisind - Fællesskab
Tre store og dog så simple ord. De beskriver i alt deres kompleksitet og enkelthed det liberale grundlag. Det grundlag, som også er mit udgangspunkt, for at stille op som Venstres borgmesterkandidat i Odense.

Retten til at vælge sin egen livsform i nogle rammer, der både skaber tryghed og giver muligheder.

Modet til at turde gøre det, vi mener, er det rigtige og afprøve ukendte veje, vel vidende at noget vil føre til succes, andet til fejl, der skal læres af. Men, den der intet vover, vinder intet.

Pligten og lysten til at yde sit bedste og hjælpe andre, have orden i økonomien og bruge sin sunde fornuft, når der skal træffes beslutninger.

Det er ikke nogen hemmelighed for nogen, at vi som samfund står overfor nogle meget store udfordringer i de kommende år. Der er behov for at skabe nye måder at indrette og drive vores samfund på. Der er i langt højere grad behov for at skabe de rigtige forudsætninger for at vores virksomheder kan blomstre, både lokalt og globalt.

Men det kræver frihed til at vælge nye veje for at nå målene. Det kræver mod til til at prøve nye løsninger på kendte udfordringer. Og det kræver et stærkt fællesskab med en fælles følelse af ansvar for at skabe det næste velfærdssamfund.

Et ny velfærdssamfund:
- Hvor vi giver den næste generation, de bedste forudsætninger i form af en fremtidssikret skole og et aktivt og udviklende pasnings- og fritidstilbud
- Hvor vi tager os værdigt og respektfuldt af de svagest – men hvor udgangspunktet er, at alle har noget at bidrage med – enten på arbejdsmarkedet, i civilsamfundet eller i samværet med andre – et samfund hvor vi anerkender den gensidige forpligtigelse overfor hinanden ikke stopper ved skattebilletten
- Hvor det offentlige ikke bare leverer standardiserede ydelser, men hvor hjælp tager udgangspunktet i den enkelte borgers ret til at stræbe efter det, der er det gode liv for den enkelte
- Hvor vi anerkender det private erhvervsliv og udbygger rammerne for at de kan drive virksomhed - det er de private arbejdspladser og virksomheder, der sikrer, at vi overhovedet har råd til en offentlig sektor – jo bedre det går dem, jo bedre går det os alle.

Alle børn rummer ukendt potentiale
Alle børn har potentiale. Ethvert nyfødt barn er et vidunder af muligheder, og heldigvis oplever de fleste at kunne udleve deres potentiale og udvikle deres eget gode liv.
Desværre må vi også erkende, at trods det faktum at velfærdsstaten har haft vokseværk i de sidste mange årtier, så har vi fortsat børn i 2012, som lever under forhold ingen børn burde leve under. De har en rigtig hård start på livet, hvor vi som samfund har en ubetinget pligt til at hjælpe og stå på børnenes side. Men vi skal også erkende, at vi ikke alene kan betale os fra det over skattebilletten.

Det offentlige kan mange ting, men kærlighed kan vi ikke levere – og intet barn bør gå igennem barndommen uden at opleve at bliver elsket. Jeg sad for nogle år tilbage og talte med 2 anbragte piger omkring de 12-13 år – jeg spurgte dem, hvordan deres liv var. Den ene sagde noget, jeg aldrig glemmer: ”jeg har alt; en ny cykel, et godt sted at bo, gode pædagoger, nyt tøj, kommer på ferie osv. – men jeg ville bytte det hele væk, hvis jeg vidste der bare var ét menneske, der virkelig elskede mig”. Det er på ingen måde kritik af pædagogerne, men vi kan ikke købe os eller ansætte os ud af det. Her har vi behov for nye veje. Der handler om mellemmenneskeligt samvær og vores ansvar hver især for det nære samfund.

Invester i ungdommen
2012 bliver desværre det år, hvor vi i Danmark må erkende, at de færre skal forsørge de flere - over 756.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder er på offentlig forsørgelse. I Odense er 1 ud af 10 18-årige på kontanthjælp. Når man starter sit voksenliv på kontakthjælp er der rigtig lang vej ud på arbejdsmarkedet og dermed for at få mulighed for at stå på egne ben og stræbe efter det gode liv på egne betingelser.

Hvordan er vi endt her? Det gør vi virkelig ikke godt nok. Og budskabet send flere penge bliver ikke modtaget på den her frekvens – mere af det samme, der ikke virker, er ikke løsningen. Lad os sætte os det mål, at vi bliver den kommune, der viser vejen for de unge. Lad os tage udfordringen så alvorligt, at vi laver vores struktur om, så den i højere grad følger den enkelte borger. Lad os lave en ungdomsforvaltning, der i tæt samarbejde med forældrene ser på de unge fra de forlader folkeskolen og til de er igennem uddannelse og læreplads og lad os først give slip, når de kommer i arbejde. Lad os vise de unge, der er en vej, at vi tror på dem - mod at de yder alt hvad de kan.

Lad medarbejderne forfølge ét og kun ét mål – alle unge har fortjent, at starte voksenlivet med muligheder, muligheder for at stræbe efter det gode liv med så lidt indgriben fra det offentlige som muligt – ingen bliver i det lange løb lykkeligere af mere kommune.

Forudsætning for det gode liv
Børnene er først og fremmest forældrenes ansvar – og rigtig mange forstår og formår til fulde at understøtte og hjælpe deres børn på vej. Her har vi som samfund et ansvar for at bidrage til at give de børn muligheder, der hver især udfordrer deres potentiale til det yderste.

Dagpleje, vuggestue og børnehave er ikke bare pasningstilbud fordi far og mor skal arbejde – det er tilbud til vores børn om at udvikle sig, både menneskeligt og fagligt. Men vi skal ikke tage afsat i den virkelighed vi kender i dag – vi skal tage bestik af fremtiden og udruste dem med kompetencer og viden, som vi efter bedste evne vurdere kommer dem til gode i den fremtid, de går i møde. Og ja det er svært – men også muligt. Hvis vi ikke prøver, forpasser vi som samfund at være med helt i front. Vi skal være åbne og også lære børnene et univers vi ikke selv nødvendigvis helt behersker.

Prøv engang at tænk tilbage på jeres eller jeres børns barndom. Se på verden dengang og nu. Da jeg selv var barn drømte de færreste om, at vi idag ville have fundet afløseren for blyant og skrivemaskine. Vores børn fødes idag ind i en teknologisk hverdag. Børn på 2 år leger med tal og bogstaver på ipads og kan ikke forstå, hvorfor man ikke bare kan bladre direkte på fjernsynsskærmen. Idag kan rigtig mange børn læse inden de går ud af børnehaveklassen, for nogen her, fandtes børnehaveklassen slet ikke, og i min tid måtte man da bestemt ikke lære om bogstaver før 1. klasse. Og skulle en enkelt være i tvivl, så har de det mægtig sjovt mens de lærer og er stadig legende børn.

Vi skal skabe en skole, hvor janteloven ikke findes. Vi skal sikre, at den dygtigste elev aldrig keder sig og hvor den svageste kan få hjælp. Vi skal skabe anerkendelse af, at mennesker - også børn - har forskellige evner, mens vi fastslår at alle børn er lige gode mennesker. Hvor børn lære gensidig respekt, plads til forskellighed og omsorg for hinanden.

Og svaret er ikke send flere penge. Vi har en af verdens dyreste folkeskoler. Vi udskiller alt for mange børn fra hverdagslivet i skolen. Vi skal stille os selv spørgsmålet, hvad der sker med et barn, når vi sætter en gul makat på ryggen med ordene ”specialundervisning” – det styrker ikke selvtilliden og selvværdet – og uden de to ting, så bliver alting meget sværere. Lad os i stedet sikre, at der er plads og tolerance indenfor klassen.

Og så ved vi, at det, der giver eleverne de bedste forudsætninger for læring – er tid til læring, altså timer. At det, der motivere eleverne mest er veloplagte lærer, der vil noget på elevernes vegne. Og at man lærer absolut bedst med en god nattesøvn bag sig, ordentlig kost og motion. Og at samarbejdet og forståelsen mellem skole og forældre er altafgørende.

Og ja lad os få åbnet skolen op for frivillige. Der er rigtig mange, der gerne vil hjælpe og kan bidrage med at give læreren mere tid til læring. F.eks. burde vi altid spørge en lærer, der går på pension om han/hun ikke havde lyst til fortsat at komme et par timer om ugen og give en hånd med f.eks. i en lektiecafe, til en tur ud af huset, til at forberede materiale eller lignende. Ikke for at tage lærens arbejde, men for at give læren bedre tid til at skabe læring for vores børn.

Evnen til at kunne
Målet er en kommune, hvor vi værner og udbygger den enkeltes ret til at stræbe efter det gode liv og forfølge ens mål med så lidt kommunal indblanden som muligt - om du er 18 eller 90.
Når vi lytter, virkelig lytter efter hvad det er Peter eller fru Jensen siger – og ikke tager udgangspunkt i en liste med hvad de kan få, men høre hvad det er, der er vigtigt for dem i deres liv, så er det muligt at yde en hjælp, der bygger på deres egne drømme for livet. Og her gør det ikke nogen forskel om vi taler om, det unge menneske med en psykisk sygdom eller den ældre, der har tabt funktionsevne – hvis de oplever, at det kommunen gør, er at hjælpe dem hen imod deres egne drømme for livet, så kan borgeren sætte sig i førersædet – og det er langt mere motiverende at forfølge egne mål end kommunens.

Og ved I hvad, vi må aldrig glemme, at det er borgeren, der som udgangspunkt er ekspert i sit eget liv og skal udleve det, også når kommunen er gået. Det handler ikke om at gøre borgeren afhængig af kommunen, tværtimod jo mindre borgerne har brug for det offentliges hjælp, jo bedre har borgeren det.

Vil jeg afskaffe hjælpen? Nej, men den er ikke et mål i sig selv. Jeg vil en kommune, der hele tiden stræber efter, at hjælpe vores borgere med at kunne leve deres egne liv. Kommunen skal f.eks. ikke være borgerens netværk, ensomhed kan ikke løses ved at vi over skattebilletten ansætter folk til at udgør ensomme borgeres netværk. Kommunen skal være den hjælpende hånd – skabe kontakterne. Der er i Odense utrolig mange fantastiske mennesker, som vil mere end blot betale til fællesskabet. De vil være en aktiv del af det.

Vi skal hjælpe med at være bindeled mellem ensomme og frivillige – med at skabe mulighederne for det mellemmenneskelige samvær. Og der er mange muligheder, også mange ingen har tænkt på endnu – når mennesker frivilligt melder sig til at være nærværende hos ensomme døende i de sidste timer – så er der for mig at se ingen grænser for, hvordan vi i fællesskab kan opbygge et nærvær og en gensidig forpligtigelse, der rækker langt ud over skattebilletten. Og vi har som mennesker alle noget at bidrage med – når børn i folkeskolen læser højt for beboere på plejecentre – og stolt anstrenger sig og giver en oplevelse – så modtager de også en, fra beboerne, der kan berette om en anden tid og give gode råd om hverdagens små udfordringer. Selv lærerne får noget ud af det – en beboer på et af vores plejehjem fortalte nogle af eleverne, at dengang hun gik i skole slog læreren – de resulterede i at eleverne nogen dage senere forærede deres lære et rødt æble og sagde, de var glade for at have
en rar og sød lære, og at de nok skulle opføre sig ordentligt.

I det hele taget skal vi blive langt bedre til at indtænke borgerens egne og andres ressourcer. Vi er eksperten i vores eget liv. Det betyder også, at vi er de nærmeste til selv, at sikre at f.esk en kronisk sygdom eller allergi holdes i ave. Her handler det om at give os som borgere de rette redskaber - og det kan være alt fra en app, der fortæller hvad der er i fødevarer til uddannelse om hvordan du lever sundt med en kronisk sygdom.

Det frivillige idrætsliv har en lang tradition for at skabe værdi for andre ved en uegennyttig indsats. Den indsats skal vi som kommune i langt høje grad forstå at inddrage. Det frivillige samvær i idrætsklubber skaber ikke bare netværk, det fremmer også sundheden, alt sammen mens man har det sjovt. Nogle idrætsklubber er endog begyndt at samarbejde me dskoler om at skabe bedre læring. Mulighederne for at finde nye løsninger er uanede, hvis vi tør gribe dem.

Vi skal bruge skatteborgernes penge med omhu
Handler alt det her om penge? – ja og nej. Vi kan ikke hjælpe, som vi gerne vil, hvis ikke der er mennesker og virksomheder, der vil yde en indsats og give en del af det de får ud af det til fællesskabet. Det giver ingen mening, at love mere og mere – løsningen på enhver ny udfordring er ikke, at sende flere penge. Det er holdt op med at regne med manna – udfordringerne er store og der kommer ikke flere penge i de kommende år, tværtimod.

Men er løsningen så at vi skære ned og ned? Nej, løsningen er at vi finder nye veje. Men kan det lade sig gøre? JA!

Lad mig give et lille simpelt eksempel. For få år tilbage tog kommunen hver morgen, 7 dage om ugen rundt til alle borgere, der ikke selv kunne tage en støttestrømpe på. Ved at sætte medarbejdere fri, opfordre dem til at tænke højt – så udsprang ideen om, at bruge støttestrømpepåtagere. Det blev afprøvet, hvem af borgerne med støttestrømpe, der selv – efter hjælp fra kommunen til hvordan – kunne. Nogen kunne, andre ikke. De, der selv kunne, har nu opnået den frihed, at kommunen ikke kommer hver morgen, 7 dage om ugen samtidig er der sparet 1,7 mio. kr.
Er det en dårligere service? Nej, mindre kommune, mere selvstændighed og frihed. Hvem af os vil ikke gerne selv bestemme, hvornår vi vil op når vi f.eks. er fyldt 80 år? Jeg vil i hvert fald helst undgå at skulle op, fordi kommunen skal komme. Mere kommune gør ikke mere lykke.

Odense kommune bruger hvert år over 11 mia. skattekroner. Det er dem, vi skal blive langt bedre til at få mere ud af. Vi skal væk fra, at kvalitet måles ud fra hvor mange penge, vi bruger.

Vi kan gøre det både bedre og billigere. Men det kræver, at vi alle deltager i at udvikle ideer – at vi har modet til at gå nye veje, også når vi ikke nødvendigvis ved, hvor det ender, at vi tager ”nej” hatten af og i stedet går ind i nye ideer med et åbent sind og nysgerrighed.
Sundhedsområdet er et andet felt, hvor vi har store udfordringer. Heldigvis lever vi længere og nye behandlingsformer kommer hele tiden til. Men det giver os også nye udfordringer. Derfor skal kommunen og regionen i et endnu tættere samarbejde, et mål Bo Libergren og jeg konstant forfølger. Patienten og borgeren skal være i centrum. Vi skal i fællesskab finde de bedste og billigste løsninger og ikke forfalde til kassetænkning. Alle penge er jo skatteborgernes penge.

Et godt eksempel er telemedicinske løsninger som KOL kufferten. Hvem vil ikke hellere være indlagt hjemme med ens eget køleskab, seng, tøj og have - hvis det overhovedet er muligt. Det kan KOL patienter på Fyn. De er mere tilfredse og det er billigere - og kvaliteten er mindst lige så høj. Eller hvad med vores samarbejde om sårpatienter, hvor borgeren slipper for en tur på sygehuset til undersøgelse, i stedet sikrer kommunens hjemmesygepleje at kommunikere med lægen via smartphone fra borgerens hjem og behandlingen justeres direkte. Eller den fælles genoptræningsportal eller fælles hjælpemiddeldepot, som begge er undervejs, så borgeren ikke længere skal kunne mærke om det er sygehuset eller kommunen, borgeren bliver sat i centrum.

Men stræben efter at gøre det bedre og billigere er ikke nok. Der skal penge til – og derfor er det også altafgørende, at de, der skaber værdierne, vi skal drive fællesskabet for sikres så gode vilkår, som overhovedet muligt.

Private arbejdspladser, en forudsætning
En vigtig faktor for at udvikle den offentlige sektor og bidrage til at det private erhvervsliv kan skabe vækst, der giver nye arbejdspladser og penge i kommunekassen, er en langt mere offensiv brug af partnerskaber med private virksomheder. Og vi har guldæg i baghaven, men skal have dem ruget ud. Noget af den megen viden i vores samfundsmodeller har potentialet til at blive gode eksportvarer. Lad mig give et eksempel: Daginstitutioner. Mange lande står uden børnepasningsmuligheder og med en øget andel af kvinder på vej ind på arbejdsmarkedet globalt set opstår behovet. Vi er ifølge OECD de bedste i verden til at drive børnepasning med et udviklingsperspektiv og til at bryde den negative sociale arv – samtidig er vi også kendte for vores gode design, arkitektur og ja legetøj og legepladser.

Sundhed og velfærdsteknologi er et andet område, hvor jeg ser store perspektiver i et øget offentligt-privat partnerskab med store eksportmuligheder, ikke mindst har vi en unik mulighed i byggeriet af det nye sygehus og hele det innovationsmiljø, som er ved at opstå ved universitetet. Mindre synligt, men afgjort vigtigt, er det faktum at vi er tæt på borgeren/brugeren – der tales meget om brugerdreven innovation, vi handler og gør det, og det er en af vores største konkurrencefordel, at borgerne, virksomhederne og det offentlige kan udvikle sammen. Større er vores kommune heller ikke, end at vi kan lave reelle netværk og bruge hinandens kompetencer.

Vi kan skabe fremgang i fællesskab, fællesskab mellem privat og offentlig, mellem borgere, uddannelsesinstitutioner og virksomheder og ved at stå sammen på Fyn.

Vi har med Udvikling Fyns skabt en platform for at danne nye fællesskaber. Ved at vi på Fyn står sammen kan vi pulje de gode ting, vi hver især har, til noget der kan sælges ud over landets grænser. Sammen kan vi mere. Det skal definitivt være slut med et Fyn, der har mere travlt med at bekæmpe hinanden end at stå sammen om at skabe noget i fællesskab.

Vi startede i dag med at høre lidt fra en iderig iværksætter. Et af nøgleordene i hans tanker er så afgjort netværk og samarbejde. Og hvor har han ret. Se blot på fødevareområdet og restaurationerne – vi kan rigtig meget på Fyn, der er mange gode produkter og restauranter - hver især gode og unikke produkter af høj kvalitet. Men ved at samle tingene får vi et helt andet perspektiv, det er der mere kraft i og større muligheder for alle både for eksport og turisme.

Tiderne har ændret sig, også for kommunerne. Der er i højere grad brug for at vi handler sammen, at erhvervslivet og kommunerne finder fælles løsninger, at kommunerne på Fyn kommer langt tættere på hinanden i erkendelse af at vi er stærkere sammen. Der er brug for nytækning og innovation.

Og vi skal virkelig nytænke – her bare et eksempel: Hvorfor lader vi f.eks. ikke vores lokale arkitekter udarbejde lokalplaner? Kunne vi ikke lave en rammeaftale, så de, der havde ledig tid kunne byde ind på at løse opgaven – i stedet for en fast stab i kommunen? Kunne det ikke også give en øget spændvidde og nogle nye spændende ideer? Og kunne vi ikke på den måde understøtte hinanden i et partnerskab, der ville udvikle kommune?

Og så et faktum der desværre ofte glemmes: Permanent bedre indtægter til kommunen skabes ikke gennem øgede skatter – tværtimod.

Den såkaldte ”dækningsafgift”, som er en særskat i Odense på erhvervslivet skal væk. Det skal den for at øge konkurrenceevnen – det skal ikke være en ekstraomkostning, at drive virksomhed fra Odense. Nedtrapning af afgiften skal ske væsentligt hurtigere end tilfældet er i dag.

Mobilitet frem for hindring
Planerne om at binde byen sammen øst-vest ved at lukke Thomas B. Thriges Gade skaber bare en ny deling af Odense i nord og syd. De mange veje, der skal belastes af trafik, der ikke længere kan komme igennem TBT, vil blive til stor gene for både beboere og trafikanter. Mobiliteten i den indre by vil også blive begrænset. Ved at ville løse en ting, skaber man et andet problem. Det er ikke fornuftigt.

Vi skal en udvikling af bymidten, en forskønnelse og en fortætning, men vi skal bevare en gennemkørselsmulighed enten over eller under jorden.

Og vi skal arbejde for at få etableret en letbane. Den er en forudsætning for at kunne afvikle trafikken i Odense på en ordentlig måde i fremtiden ikke mindst pga. den store udvikling, der skal ske i det sydøstlige Odense med idgangspunkt i det nye sygehus.

Men for at sikre, at udviklingen omkring Thomas B. Thriges området rent faktisk kommer, skal vi have solgt byggeretterne før omdannelsen begynder og langt størstedelen af det, der bygges skal være boliger – vi har nok erhvervs- og butikslejemål, som vi i stedet skal have en strategi for, hvordan vi får gjort mere attraktive.

Spørger I om jeg vil udvikling, så er svaret entydigt: Ja. Men for at skabe udvikling skal vi sætte os nogle mål, der er gennemførbare og benhårdt gå efter realisering. Vi skal ikke løse et problem ved at skabe et nyt, derfor skal man fortsat kunne komme igennem fra nord til syd i Odense.

Brødet skal kunne bages
I Odense har vi en tendens til, at slå større brød op end vi kan bage og tro vi er en millionby, men vi er ikke København, ligesom København ikke er London. Vi skal lave realistisk udvikling baseret på sund fornuft – og så skal vi nytænke og ikke lave noget andre har gjort – man kommer som bekendt ikke foran ved at gå i andres fodspor.

Det er udtryk for overmod, når man vil bygge et musik- og teaterhus som i storsalen skal have plads til flere tilhørere end der er i den Kongelige Opera. Og hvorfor lave noget andre har? Vi risikere bare, at stå med en kæmpe regning, som skal betales – og der er kun den samme kasse af tage af, kassen, der også skal sørge for skolebøger og ældrepleje.

I stedet bør vi satse på det spirende kulturmiljø, som vi er så gode til i Odense.

Lad os skabe ny kreativ udvikling. Havnen er et udviklingsområde. Et kreativt miljø på havnen med skuespillerskole og musikkonservatorium, som hjørnestenene med små scener og plads til mange forskellige kunstarter. Det kunne give Odense en helt unik placering i det kulturelle Danmark. Og det ville også kunne give liv og udvikling på havnen sammen med det kommende Nordatlantiske Hus - og ikke mindst give nye oplevelser til os som borgere.

Vi ville skabe noget unikt – og i det unikke ligger kimen til at komme foran. Derudover ville den slunkne kommunekasse også få et tiltrængt pusterum.

Hvor skal vi hen...
Vi er i en kommune, en by, et samfund med ufattelig mange muligheder, hvis vi tør gribe dagen og tænke nyt. Der er ideer og muligheder, vi slet ikke kender endnu. Vi skal møde udfordringerne med et åbent sind - frisind - og turde gå ind i nye ideer med afsæt i sund fornuft. Tænk positivt - det giver udvikling. Tænk anderledes - det skaber det unikke. Tænk nyt - det giver fremgang.

Vi står overfor en meget afgørende tid – en tid med mange muligheder og mange faldgruber. Jeg tror på, at vi ved at skabe sammenhæng og bruge alle kræfter fra borgere, erhvervsliv, medarbejdere og politikere - kan udvikle vores fantastiske sted, Odense. Vi har mulighederne, det kan lykkes, hvis vi har modet.

Jeg vil love jer, hele tiden at stille spørgsmålet: Bringer dette os nærmere mod et godt og trygt Odense i konstant udvikling – bidrager dette til at udvikle det næste velfærdssamfund, så vi også om 10 år har gode rammer for, at vi hver især kan leve det gode liv.

Jeg vil hver eneste dag arbejde benhårdt på:
- at vi giver den næste generation, de bedste forudsætninger i form af en fremtidssikret skole og et aktivt og udviklende pasnings- og fritidstilbud
- at vi skaber en kommune hvor vi tager os værdigt og respektfuldt af de svagest – men hvor udgangspunktet er, at alle har noget at bidrage med – enten på arbejdsmarkedet, i civilsamfundet eller i samværet med andre – et samfund hvor vi anerkender den gensidige forpligtigelse overfor hinanden ikke stopper ved skattebilletten
- at vi har en kommune, hvor udgangspunktet reelt er den enkelte borgers ret til at stræbe efter det, der er det gode liv for den enkelte
- i Odense sætter den enkelte borger i centrum
- at erhvervslivet oplever en kommune, der anerkender og understøtter dem til udvikling og vækst
- at sund fornuft og økonomisk ansvarlighed er en følgesvend i alt hvad vi gør
- at Odense bliver stedet, hvor vi i fællesskab udvikler for at skabe det næste velfærdssamfund

Jeg glæder mig til, at vi i Venstre i 2013 kan give borgerne en mulighed for en anden vej.

Facebook

 

Billeder

The Flickr API returned error code #95: SSL is required